Projektleder med en teknisk indsigt og praktisk tilgang til udvikling og implementering

Synes du, det er spændende at eksperimentere og løse problemer? Er du vedholdende, når løsningen ikke kommer i første omgang? Har du en systematisk og pragmatisk tilgang til at implementere nye produkter og maskiner? Trives du med at håndtere flere projekter og opgaver samtidig og være et sted, hvor der altid er nye udfordringer, da to dage ikke er ens? Så er det netop dig, vi mangler hos AVK GUMMI.

Hos AVK GUMMI har vi været igennem en større udvikling de seneste par år. Med en stigende efterspørgsel efter vores gummikomponenter har vi brug for flere kolleger. Derfor søger vi en dygtig teknisk projektleder til en nyoprettet stilling i vores Produktions Tekniske Afdeling (PTA). Du kommer til at produktionsmodne nye gummikomponenter i en hverdag, hvor du veksler mellem at udvikle løsninger på kontoret og afprøve dine løsninger i produktionen.

Du binder nye gummikomponenter og produktionen sammen

Vi har brug for dig, der ligesom os, nyder at produktionsmodne nye produkter og løse produktionstekniske udfordringer, som sikrer, at de nye gummikomponenter er mulige at sætte i produktion.

Dit primære arbejdsområder vil være:

  • Afvikling af prøvekørsler og produktionsmodning af nye emner
  • Udarbejdelse af produktionsdokumentation, som sikrer kapabilitet og kvalitet for produkterne
  • Ansvar for indkøring af nye produkter, maskiner og teknologi
  • Design, udvikling og afprøvning af nye teknologier, hjælpeudstyr og processer til nye produkter og effektivisering samt medansvar for at implementere det i produktionen
  • Support for produktionen, hvor vi i fællesskab finder løsninger til at sikre, at produktionen kører effektivt og løbende effektiviseres


Hvem er du?

Du har en teknisk uddannelse som produktionsteknolog, maskinmester eller ingeniør og gerne med en håndværksmæssig baggrund. Vi forventer ikke, at du har erfaring med produktion af gummikomponenter, men erfaring med sprøjtestøbning, plast eller støbeforme generelt er en fordel.

Derudover forestiller vi os at:

  • Du er positiv, energisk og god til at skabe relationer med kolleger på tværs af virksomheden for at sikre succesfulde kundeprojekter
  • Du er vedholdende, systematisk tænkende og har en struktureret tilgang til problemløsning og udvikling af nye komponenter
  • Du har relevant erfaring med produktionsteknisk arbejde, udvikling af nye processer og indkøring af nye produkter samt optimering af produktion generelt
  • Du er en praktisk person, hvor hænderne vender rigtigt, da PT arbejdet både består af administrative og praktiske hands-on opgaver i tæt samarbejde med produktionen

Det er vigtigt, at du som person har et højt drive og er handlekraftig, samtidig med at du tager ansvar for at opgaverne bliver løst.


Vi tilbyder

  • Bredde og alsidighed i opgaverne
  • Faglige udfordringer igennem teknisk tunge og krævende opgaver, der kræver en god proces- og teknikforståelse
  • Stort ansvar – du bliver selv en vigtig drivkraft i projektgennemførelsen med udgangspunkt i servicering af virksomhedens kunder
  • Du får mulighed for at udvide dine kompetencer inden for mange spændende produktionstekniske områder, og du må gerne være ambitiøs og lede efter et arbejde, som du kan udvikle dig i
  • Et spændende og alsidigt job i en højteknologisk og velkonsolideret virksomhed, hvor høj moral og engagement giver tilfredse kunder og skaber gode resultater

Du får et skønt arbejdsmiljø i lyse og venlige fabrikslokaler, en uformel omgangstone og en fin kantineordning.

Lønnen forhandles individuelt efter kvalifikationer.


Traditionsrig virksomhed med stærke faglige værdier

AVK GUMMI fremstiller kundespecifikke gummiløsninger til kontakt med drikkevand, fødevarer, healthcare og en række tekniske områder. Som underleverandør til mange multinationale industrivirksomheder er vores fokus internationalt. Vi beskæftiger i dag ca. 200 medarbejdere i en moderne fabrik på 18.000 m2 i Låsby, og har desuden datterselskaber i Kina, Holland og USA. Virksomheden er en del af den familieejede AVK-koncern med hovedsæde i Galten. Vi tilbyder dig et spændende og udfordrende job i en virksomhed, hvor vi vægter troværdighed, innovation og kvalitet højt – og ligeledes er stolte af vores traditioner.

Certificeringer: IATF 16949 - ISO 9001 - ISO 45001 - ISO 14001 - 3-A Sanitary Standards – Registreret hos Fødevarestyrelsen jf. EF1935/2004.

Har du spørgsmål til stillingen?

Så skal du kontakte PTA Chef Morten Steffensen på telefon +45 86 95 13 11.

Har du lyst til at være en del af den fortsatte udvikling hos AVK GUMMI A/S, så send din ansøgning med relevante bilag pr. e-mail til hr@avkgummi.dk mrk. ”PTA projektleder”.

Kandidater vil blive evalueret løbende.