Udfordringen
DEFINOX ønskede et redesign af et pigging system med en løsning udelukkende i silikonegummi, hvor delene ikke var skruet sammen som i det eksisterende system. Det nye system skulle indeholde en magnet til sporing i forbindelse med rengøringsprocessen. Det var vigtigt for DEFINOX at finde en leverandør, der allerede havde gummiblandinger med de nødvendige godkendelser – FDA, EC 1935/2004 og 3-A Sanitary Standards – da dette ville afkorte udviklingsprocessen betydeligt.
Processen
”Under de første møder gennemgik vi projektmålene og fik defineret kravspecifikationen samt de nødvendige procestrin,” siger Heinz Schlup, Area Sales Manager AVK GUMMI, og fortsætter: “Vi gennemgik tegningerne og de forskellige valgmuligheder, vi kunne tilbyde i forhold til gummiblandinger med de nødvendige fødevaregodkendelser.”
De udvalgte gummiblandinger blev testet internt både hos AVK GUMMI og hos DEFINOX. Yderligere var det nødvendigt at afprøve pigging systemet hos en række kunder. ”De tests, som vi udfører hos DEFINOX, er ikke underlagt de samme betingelser, som hos vores kunder,” udtaler Sébastien Fontenit. ”Derfor er det vigtigt, at systemet også bliver testet af kunden. I den forbindelse skal vi sikre os, at systemet bliver brugt korrekt, dvs. at alle parametre indstilles til den nye gris, samt at den korrekte hastighed og det korrekte tryk benyttes. Ellers kan levetiden af grisen blive forkortet.”
Løsningen
Den første generation af det nye system er blevet testet hos udvalgte kunder, indtil videre op til 120 km, hvilket opfylder de af DEFINOX fremsatte forventninger.
“Allerede før vi så de første resultater af kundens test, havde AVK GUMMI lavet en række yderligere forbedringer af det nye pigging system,” udtaler Heinz Schlup og tilføjer: “Vi forventer, at levetiden af den nye forbedrede version vil være endnu længere end den levetid, vi opnåede ved de første kundetests.”
Kunde
DEFINOX SAS, Frankrig
Produkt
Pigging system
Facts
DEFINOX har i over 50 år været førende inden for udvikling og produktion af ventiler og udstyr i rustfrit stål til industrielle processer i fødevare-, medicinalvare- og kosmetikindustrien.
I mere end 20 år har DEFINOX pigging systemet været en del af produktporteføljen. Dette skrabesystem lader sig nemt tilpasse forskellige processer og egner sig til de fleste former for væsker og pastaprodukter i DIN, SMS eller US serier.