Sådan vælger du den rigtige gummitype til din healthcare-proces
Fremstilling af medicin, kosttilskud eller personlige plejeprodukter kræver selvfølgelig et procesanlæg, som er egnet til opgaven. For håndtering af flydende produkter involverer det udstyr, som anvender pakninger, membraner, slanger og andre gummirelaterede produkter.
Én ting er de rigtige godkendelser – meget vigtigt! En anden ting er, om udstyret afgiver stoffer til produktet, eller om det kan holde til de ingredienser der anvendes under fremstillingen. Endelig er det vigtigt, at den daglige drift foregår som forventet og med så god driftsøkonomi som muligt.
Valg af den rette gummiblanding spiller en afgørende rolle.
Afgiver gummiblandingen stoffer til produktet?
Ja – men hvilke og hvor meget afhænger helt af gummiets formulering og sammensætning af det produkt, som den kommer i kontakt med. Derudover betyder kontakttid og temperatur selvfølgelig også noget.
AVK GUMMI udvikler blandinger specifikt til formålet, og der er selvfølgelig fokus på, at der ikke må anvendes ingredienser, som kan påvirke produktets kvalitet. En meget væsentlig forudsætning er dog, at vi kender produktets sammensætning – måske ikke i detaljer, men de væsentligste stoffer, fx opløsningsmidler. Det er også vigtigt at vide, om der er tale om olie- eller vandbaserede produkter samt pH.
Ofte laver vi produktspecifikke forsøg, så du får dokumentation som du kan bruge i forhold til dine kunder.
Kan gummiblandingen holde til de ingredienser der indgår i produktet?
Et væsentligt spørgsmål, når du skal minimere risikoen for fremmedlegemer i produktet og definere serviceintervaller.
Vi har opbygget masser af erfaring i hvad der fungerer, og hvilke faresignaler man skal fokusere på. Vi ved dog også, at sammensætningen af produkter ofte er så kompleks, at det reelt er umuligt at forudsige hvilken gummiblanding der egner sig bedst til et produkt. Dette kompliceres yderligere af, at produktdetaljer sjældent oplyses – og det er ofte små detaljer, der afgør om valget var optimalt eller forkert.
Derfor tilbyder vi direkte test – hvor vi screener vores forskellige gummiløsninger i produktet og på den baggrund skaber dokumentation for det optimale valg.
Hvordan optimeres den daglige drift ud fra valget af gummimateriale?
En ventil skal kunne åbnes og lukkes, og holde tæt når den er lukket – ikke mindst når der er tale om mix proof ventiler, hvor kontaminering fra rengøringskemikalier ellers er en alvorlig risiko. Pakninger, der er designet til at virke i det aktuelle miljø, giver netop disse fordele. Når du – eller din kunde – skifter pakning som en del af det planlagte vedligehold, er det derfor vigtigt at anvende originale reservedelspakninger. Det sikrer, at det er den samme gummiblanding, og at pakningens mål er overholdt. Uoriginale pakninger er billige, men man mister sporbarhed og måske nedsættes levetid, funktion osv. Alt i alt en dyr og risikofyldt løsning.